Guide: Planlæg opslag på Instagram
Nu er den her endelig – den feature, som vi nok alle har ventet på. Nu kan du planlægge opslag på din Instagram! Slut med at betale for programmer med denne feature, slut med at sætte alarmer. Nu kan du planlægge Facebook og Instagram opslag på samme side. Og du kan administrere flere konti ad gangen.
Nok snak – lad os komme til sagen. Det hele foregår på Facebooks Kreatørstudie. Følg dette link: https://business.facebook.com/creatorstudio
Velkommen til dit kreatørstudie – hvis du ikke vidste det, så er dette studie din nye bedste ven. Kreatørstudiet er meget brugervenligt, og derfor er denne gennemgang også en smule kort.
Hvis du ikke automatisk er logget ind på studiet, så start med at logge på. Nu kan du få vist de Facebooksider du administrerer samt indblik, indbakke osv. Under “Indholdsbibliotek”, i menuen til venstre, kan du vælge “Opslag”, og her kan du se alle de posts der er offentliggjorte og planlagte. Vælger du “Startside” kan du lave et Facebookopslag ligesom du plejer. Hvis du administrerer flere sider og kun ønsker at få vist 1 Facebookside ad gangen, klik blot på den bjælke øverst lige til højre for menuen. Den viser lige nu, at alle sider vises. Klik på bjælken og brug din drop-down til at søge på den side, som du vil have vist – eller fjern fluebenene ud fra de andre sider.
Hvis du kigger helt oppe øverst på siden i den blå bjælke vil du se et Facebook logo og et Instagram logo. Hvis du klikker på Instagram logoet, bliver du flyttet over til Instagram, og kan nu tilføje og administrere Instagram konti.
Start med at vælge “Instagram-konti” i menuen til venstre. Her vil du se de allerede oprettede Instagram konti. Din side vil højst sandsynligt være tom. Vælg herefter “Tilføj Instagram konto” øverst til højre, og følg guiden. Således har du tilføjet din Instagram konti, og kan nu begynde at planlægge opslag.
Klik nu blot på den blå knap “Opret opslag” ude øverst i menuen til venstre. Tilføj tekst, hashtags, tags, lokation og billede eller video. Herefter kan du klikke på “Tidsplan” knappen nede i bunden til højre. Vælg dato og tid, og tryk igen på “Tidsplan”. Dit opslag vil nu blive planlagt og kan findes under “Indholdsbibliotek”.
Du kan desuden se indblik, antal likes, kommentarer og meget mere. Du finder også et overblik over dine Stories, videoer, IGTV osv.
Det virker umiddelbart ikke som om, at man endnu kan tagge personer og produkter direkte på billeder og videoer. Du har ved første øjekast heller ikke adgang til din Instagram Shopping, og derudover virker det til, at man ikke kan redigere i opslaget, når dette først er planlagt. Du skal altså oprette opslaget forfra. Dette er naturligvis væsentlige mangler. Vi er dog sikre på, at Facebook forbedrer disse features indenfor overskuelig fremtid.
Endelig blev administrering af Facebook og Instagram gjort endnu lettere. Samme platform – og så endda helt gratis.
Har du spørgsmål eller kommentarer til indlægget så kontakt os endelig på mail: info@marketing-copenhagen.dk