Skab overblikket over dine sociale medier
Du er på de sociale medier. Du har følgere, men du får simpelthen ikke lavet opdateringer eller indlæg ofte nok – der er bare ikke tid lige nu. Hvordan overkommer konkurrenterne alt fra gode råd, tilbud, “behind the scene” billeder til upcoming events – alt sammen relevant i den ene eller anden forstand?
Jeg har et forslag til en løsning. Du har GARANTERET hørt det før: Planlægning. Put det hele i et skema. Jeg vil gennemgå et skema, som jeg selv finder meget brugbart. Du kan lave det på papir, i Excell, eller hvad du ellers har det bedst med. Skemaet skal indeholde følgende overskrifter:
- Medie
- Emne
- Dato
- Person
- Materiale
- Planlægning
Medie
Er du på flere medier, f.eks. Facebook og Instagram, bør du lave en oversigt for hvert medie. Måske har du to opdateringer, der skal offentliggøres samme dag – her ville jeg lave en linje til hvert medie. Du kan også vælge at sætte dit skema op efter datoorden eller måske endda lave en sektion til alle dine medier, som hver især indeholder opdateringerne til det pågældende medie.
Emne
Hvad er relevant? Hvorfor skulle mine følgere dog læse dette? Det ER relevant. Der findes forskellige former for content. Tro på, at dit “behind the scene” billede er interessant, og at din opdatering med dagens julehistorie på kontoret er hyggelig at læse. Content handler ikke kun om salg og tilbud – tværtimod. Dine følgere vil med hele vejen rundt. Kunderne er rigtig gode til informationssøgning i dag. Hvis de vil have et tilbud eller finde et produkt – så skal de nok finde det. De vil kende din virksomhed – de vil kende medarbejderne. De vil vide, hvorfor skal de handle ved dig og ikke din konkurrent. Så hvis du nærmer dig en deadline, så tag et billede af Bob, der finkæmmer de sidste detaljer før projektets offentliggørelse. Du giver dine følgere et indblik i jeres engagement, passion og dét, at i deler ud af jer selv. I er åbne omkring jeres arbejde og inviterer folk ind. I giver jeres følgere viden. Hvis kunden hører ros omkring jeres nye projekt, kan de tilføje den viden, at Bob har været med til at færdiggøre de sidste detaljer.
Vil du gerne have et indblik i, hvad dine følgere kan lide af content, kan du se på statistikkerne. Hvilke opslag engagerer folk sig mest i? Du kan også være fræk og spørge dine følgere direkte på dine medier. Her skal du dog kunne tåle både kritik og ros.
Dato
Alfa og omega er datoen. Planlæg HVORNÅR du vil offentliggøre dine opdateringer. Det er her, mange falder i. De har en masse content, men får det ikke offentliggjort. Lav de sociale medier til en arbejdsopgave som enhver anden. Du har projekt deadlines, men du har også en deadline, der handler om, at to opdateringer skal være klar senest søndag, så de kan planlægges ind i næste uges skema. Jo længere forud du kan planlægge og skabe content til, jo mere overskuelige bliver medierne.
Person
Hvem har ansvaret for de sociale medier? Der kan sagtens være flere personer om opgaverne. Vil du gerne undgå at køre for meget i samme spor, så lad andre fra virksomheden få ansvaret for at komme med emnerne til næste uges opdateringer. Hvordan forbereder produktionen sig til næste deadline? Hvad gør PR afdelingen?
Du kan også give dine følgere eller leverandører lov til at være med.
Uanset hvem der har ansvaret for emnerne, så bliv enige om, hvilken tone jeres medie skal anvende. Ønsker i en afslappet tone, eller skal alle opdateringer være i forretningstone?
Materiale
Lav en oversigt over, hvad du skal bruge for at kunne lave denne opdatering. Skal du bruge et billede? En video? Hvor skal billedet eller videoen tages? Skal der planlægges med medarbejdere, hvis de er et emne i videoen eller billedet osv.? Hvis du skal tage et billede, kan en liste være:
- Et kamera
- En baggrund
- Pynt til gulvet
- Emnet der skal være i centrum
Planlægning
Her plejer jeg at skrive ind, om opdateringerne kan planlægges forud, eller om der skal bruges en person, som sidder og taster opdateringen ind på det planlagte tidspunkt. På Facebook kan du planlægge dine opdateringer forud. Det samme er gældende for blogindlæg på WordPress. Men på Instagram kræver det, at du sidder og opdaterer på det planlagte tidspunkt. Ved Instagram skal der altså sættes tid af til, at en person kan logge ind og poste billedet med dertilhørende tekst og hashtags.
Som nævnt tidligere kan du få en masse ud af at gøre de sociale medier til en fast arbejdsopgave. Mangler du emner, så inkluder folkene omkring dig. Hvad er seneste nyt i branchen? Hvis der sker noget sjovt eller anderledes, så grib telefonen og film det eller tag et billede. Der er masser af muligheder for at skabe god content.